EnglishSvenskaDeutsch

Oversættelse fra dansk til engelsk ...

 ... er ikke den eneste sprogkombination, som Oversætterhuset tilbyder. Vi tilbyder som udgangspunkt oversættelse til og fra alle europæiske sprog, herunder de østeuropæiske, samt de asiatiske sprog.

Oversætterhuset er synonymt med kvalitetsløsninger – uanset sprog, omfang og format. Vores kerneydelser er:
Læs mere om oversættelser og andre ydelser

Sprogversionering af hjemmesider – et nødvendigt onde?

Sprogversionering af hjemmesider og opdateringer på forskellige sprog er ofte en tung, manuel proces.

Ny teknik og nye processer i flere CMS-systemer overflødiggør nu de manuelle copy-paste-arbejdsgange, så nyheder og andre markedsinformationer kan sendes ud til de relevante målgrupper uden forsinkelse.

Klik her for at læse mere

Nyheder

15. april 2010

Vi klæder dig på

Som virksomhed i et lille land som Danmark er det afgørende, at du kan markedsføre dine produkter i udlandet – og helst på det pågældende sprog, da det giver en større gennemslagskraft. Oversætterhuset tilbyder derfor nu sprogundervisning, så du kan blive klædt godt på, når du skal sælge dine produkter i udlandet.


af Jesper O. Andersen

”Vi har længe arbejdet på at kunne tilbyde sprogundervisning til vores kunder, og nu har vi fået sammensat et produkt, der kan tilpasses den enkelte virksomheds eller kursists behov og ønsker,” udtaler Oversætterhusets salgs- og marketingchef, Birgitte Forné.

”Med ansættelsen af Niels Alexandersen, der har over 25 års erfaring med skræddersyede kursustilbud til en lang række virksomheder og brancher, kan vi nu tilbyde nok et interessant produkt ud over oversættelse, sprogrevision, copywriting, dtp-løsninger m.v.,” siger Birgitte Forné og fortsætter:

”Det, der gør vores kursustilbud unikt, er fleksibiliteten, bl.a. muligheden for enetimer, firmahold og åbne hold, og at vi kan afholde kurserne i både Århus, København og Kolding samt hos vores samarbejdspartner i London,” understreger Birgitte Forné.

Kontakt Niels Alexandersen på nia@oversaetterhuset.dk for at få yderligere oplysninger. Læs mere under Sprogundervisning.
Læs mereTilbage til oversigten
17. marts 2010

Mindeord om tidligere adm. dir. og partner i Oversætterhuset Kim Nepper Jensen

Da Kim for snart 20 år siden var med til at stifte Oversætterhuset, var det nok de færreste, der havde regnet med, at firmaet i dag ville være en af landets førende oversættervirksomheder. Men for os, der havde det privilegium at kende Kim, er det ikke overraskende, for alt, hvad perfektionisten Kim foretog sig, gjorde han helhjertet, uanset om det var virksomhedsledelse eller istandsættelse af et nedlagt landbrug til familien.


Som direktør var Kim venlig, empatisk og lyttende, og hans dør stod bogstavelig talt altid åben for alle. Og ligegyldigt hvor travlt han selv måtte have, havde han altid overskud og tid til at høre på andres problemer, store som små.

Kim var en ihærdig sportsudøver, og efter flotte præstationer som dart- og golfspiller kastede han sig i de senere år over løb, hvilket kulminerede med gennemførelsen af Berlin Marathon i efteråret 2007, ganske kort tid før den chokerende melding, at han havde en ondartet svulst i hjernen. I den ulige kamp mod kræften, som Kim kæmpede med stor værdighed, fik han brug for al den fightervilje og vestjyske sejhed, han til overflod besad, men natten til onsdag var det slut for et helt igennem godt og venligt menneske. Kim blev 49 år.

Vi vil som ledelse i Kims livsværk Oversætterhuset bestræbe os på at føre virksomheden videre på bedste vis med respekt for Kims ånd og ideer. Vores tanker går til Kims hustru og tre sønner.
Læs mereTilbage til oversigten
22. oktober 2009

Ny ejerstruktur – samme værdier

Oversætterhuset har fået ny ejerstruktur, efter at virksomhedens hovedaktionær og stifter, Kim Nepper Jensen, har valgt at sælge sine aktier til de syv øvrige partnere.


af Jesper O. Andersen

Overtagelsen markerer både et generationsskifte og en videreførelse af de værdier og kvalitetsprincipper, der hidtil har kendetegnet Oversætterhuset. Samtidig sikres kontinuiteten i virksomheden, da de syv ejere har adskillige års ansættelse i virksomheden bag sig.

Ifølge administrerende direktør Lene Lauridsen vil ejerkredsen i samarbejde med husets medarbejdere videreføre de eksisterende værdier med fortsat fokus på at levere løsninger af højeste kvalitet.

- Ud over at servicere vores eksisterende kunder satser vi dog også kraftigt på at opdyrke nye markedsområder og sikre en endnu bredere kundeplatform, og vi har allerede en række konkrete tiltag klar, siger Lene Lauridsen.

- Der er ingen tvivl om, at de syv partneres forskellige kompetencer supplerer hinanden fantastisk godt og skaber dynamik, udtaler Lene Lauridsen, og nævner samtidig, at en planlagt udvidelse af bestyrelsen skal sikre yderligere input, både i forhold til den daglige drift og den kort- og langsigtede strategi.
Læs mereTilbage til oversigten
Se alle nyheder